
Indholdsfortegnelse
- Hurtig oversigt – hvem bør vælge hvad?
- Min erfaring med Nordnet og Saxo Bank
- Kurtage og handelsomkostninger i 2026
- Valutaveksling – den skjulte omkostning
- Aktiesparekonto i 2026 – ny grænse på 174.200 kr.
- Månedsopsparing – automatisk investering uden kurtage
- Pension og depot til mindreårige
- Tilgængelige børser og markeder
- Platform og brugervenlighed
- Sikkerhed og skatteindberetning
- Renter på frie midler
- eToro som alternativ
- Konkret beregningseksempel
- Min anbefaling i 2026
Valget mellem Nordnet og Saxo Bank er et af de vigtigste beslutninger, du tager som dansk investor. De to platforme dominerer markedet, men de har hver deres styrker og svagheder, som kan koste eller spare dig tusindvis af kroner over tid. I denne guide sammenligner jeg de to platforme baseret på mine egne erfaringer efter mange års brug af begge – og hjælper dig med at vælge den rigtige løsning til netop din situation i 2026.
Kort opsummering
Hurtig oversigt – hvem bør vælge hvad?
Før vi dykker ned i detaljerne, her er den korte version. Brug denne tabel til hurtigt at afgøre, hvilken platform der passer bedst til dit behov.
| Behov | Anbefalet platform | Begrundelse |
|---|---|---|
| Laveste kurtage generelt | Saxo Bank | Minimumskurtage fra 10 kr. på danske aktier |
| Aktiesparekonto | Saxo Bank | Lavere omkostninger og bedre ETF-udvalg |
| Månedsopsparing | Nordnet | Større udvalg af fonde og mere fleksibelt produkt |
| Pension (ratepension/aldersopsparing) | Nordnet | Saxo Bank tilbyder ikke pensionsopsparing |
| Depot for mindreårige | Nordnet | Saxo Bank tillader ikke konti til børn under 18 |
| Amerikanske aktier | Saxo Bank | Minimumskurtage på kun 1 USD |
| Nordiske småbørser | Nordnet | Adgang til First North, Spotlight m.fl. |
| Enkeltaktier generelt | Saxo Bank | Skarpeste priser på de fleste markeder |
Min erfaring med Nordnet og Saxo Bank
Jeg har brugt både Nordnet og Saxo Bank i mange år, og jeg har efterhånden fundet en strategi, hvor jeg udnytter det bedste fra begge platforme.
På Nordnet har jeg mine danske indeksfonde med fokus på globalt aftryk. Jeg har tidligere også kørt Nordnets månedsopsparing, som jeg synes er et fremragende produkt til den passive investor, der vil automatisere sin opsparing. Det er nemt at sætte op, og du betaler ingen kurtage på de udvalgte fonde.
På Saxo Bank har jeg haft min aktiesparekonto i lidt over 5 år – helt tilbage fra da grænsen lå på omkring 102.000 kr. Jeg har investeret hele beløbet i iShares Core MSCI World UCITS ETF, som jeg køber på den tyske børs Xetra. ÅOP’en er meget lav, hvilket gør en stor forskel over tid. En vigtig læring jeg har gjort mig er, at vekselomkostningerne kan være høje, hvis du ikke har en valutakonto i EUR. Men selv med vekselomkostninger er det stadig markant billigere på langt sigt end danske investeringsforeninger.
Jeg køber også enkeltaktier på Saxo Bank, da de har nogle af markedets skarpeste kurtagepriser. Dog køber jeg de fleste af mine enkeltaktier på eToro, hvor jeg deltager i Popular Investor-programmet. Det betyder, at min portefølje er offentligt tilgængelig, og du kan vælge at følge mine handler.
Kurtage og handelsomkostninger i 2026
Kurtage er det gebyr, du betaler hver gang du køber eller sælger værdipapirer. Det er ofte den største løbende omkostning for aktive investorer, og selv små forskelle kan betyde tusindvis af kroner over en investeringshorisont på 10-20 år.
| Marked | Saxo Bank | Nordnet |
|---|---|---|
| Danske aktier | 0,08% (min. 10 kr.) | 0,10% (min. 25 kr.) |
| Svenske aktier | 0,08% (min. 10 SEK) | 0,10% (min. 25 kr.) |
| Norske aktier | 0,08% (min. 10 NOK) | 0,10% (min. 25 kr.) |
| Amerikanske aktier | 0,08% (min. 1 USD) | 0,15% (min. 25 kr.) |
| Tyske aktier | 0,08% (min. 3 EUR) | 0,15% (min. 25 kr.) |
| Britiske aktier | 0,08% (min. 3 GBP) | 0,15% (min. 25 kr.) |
| ETF’er (EU) | 0,08% (min. 3 EUR) | 0,15% (min. 25 kr.) |
Saxo Bank er billigst på næsten alle markeder. Forskellen er særligt markant på amerikanske aktier, hvor Saxo Banks minimumskurtage på 1 USD er væsentligt lavere end Nordnets 25 kr.
For den langsigtede investor, der køber og holder, betyder kurtagen mindre. Men hvis du handler regelmæssigt eller investerer mindre beløb ad gangen, løber besparelsen hurtigt op.
Hvad betyder det i praksis?
Lad os sige, du køber danske aktier for 5.000 kr. Hos Nordnet betaler du minimumskurtagen på 25 kr., hvilket svarer til 0,5% af dit køb. Hos Saxo Bank betaler du kun 10 kr., svarende til 0,2%. Ved 12 handler om året sparer du 180 kr. – og det er kun på danske aktier.
Valutaveksling – den skjulte omkostning
Når du køber udenlandske aktier eller ETF’er, skal dine danske kroner veksles til den relevante valuta. Denne veksling koster penge, og det er en omkostning, mange investorer overser.
Begge platforme har et standardgebyr på 0,25% ved automatisk veksling. Det lyder ikke af meget, men det gælder både ved køb og salg. Investerer du 100.000 kr. i amerikanske aktier, koster vekslingen altså 250 kr. hver vej – i alt 500 kr. bare for at komme ind og ud af positionen.
Sådan undgår du høje vekselomkostninger
Løsningen er at oprette en valutakonto i den relevante valuta. Både Nordnet og Saxo Bank tilbyder dette.
Min egen erfaring med aktiesparekontoen hos Saxo Bank har lært mig, at det kan betale sig at have en EUR-valutakonto, hvis du køber ETF’er på de europæiske børser. Jeg køber min iShares Core MSCI World på Xetra i EUR, og ved at have en valutakonto undgår jeg at veksle frem og tilbage ved hver handel.
Hos Saxo Bank kan du overføre direkte til din valutakonto via tjenester som Revolut og dermed spare vekselgebyret helt. Det er et smart trick, hvis du handler meget i udenlandsk valuta.
Aktiesparekonto i 2026 – ny grænse på 174.200 kr.
Aktiesparekontoen er en af de mest skatteoptimerede måder at investere på i Danmark. I 2026 er loftet hævet til 174.200 kr., og afkastet beskattes med kun 17% mod op til 42% på et almindeligt depot.
Begge platforme tilbyder aktiesparekonto, men Saxo Bank har generelt lavere omkostninger og et bredere udvalg af ETF’er. Det er derfor, jeg selv har min aktiesparekonto hos Saxo Bank.
Min ASK-strategi
Siden 2020 har jeg haft min aktiesparekonto hos Saxo Bank. Dengang var grænsen omkring 102.000 kr., som jeg indskød. Hele beløbet ligger i iShares Core MSCI World UCITS ETF, som giver mig bred global eksponering til en meget lav ÅOP på omkring 0,20%.
Jeg køber på den tyske børs Xetra, fordi likviditeten er høj, og spread’et er lavt. Det kræver en smule mere planlægning med valutakontoen, men besparelsen er det værd på lang sigt.
| ASK-parameter | Saxo Bank | Nordnet |
|---|---|---|
| Kurtage danske aktier | 0,08% (min. 10 kr.) | 0,10% (min. 25 kr.) |
| Kurtage ETF’er | 0,08% (min. 3 EUR) | 0,15% (min. 25 kr.) |
| Udvalg af ETF’er | Meget stort | Stort |
| Valutakonto på ASK | Ja | Nej |
En vigtig forskel er, at Saxo Bank tillader valutakonto på aktiesparekontoen, mens Nordnet ikke gør. Det giver Saxo Bank en fordel, hvis du vil investere i udenlandske ETF’er.
Månedsopsparing – automatisk investering uden kurtage
Månedsopsparingen er et genialt produkt til den passive investor. Du sætter det op én gang, og derefter køber platformen automatisk de valgte fonde eller ETF’er for dig hver måned – uden kurtage.
Nordnet var først med konceptet i Danmark, og de har stadig det mest modne produkt med det største udvalg. Saxo Bank lancerede deres version i 2024 under navnet AutoInvest.
Nordnets månedsopsparing
Jeg har selv brugt Nordnets månedsopsparing tidligere, og jeg synes det er et fremragende produkt. Du vælger op til 4 fonde eller ETF’er, bestemmer hvor meget du vil investere hver måned, og så klarer Nordnet resten. Investeringen sker automatisk den 8. i hver måned.
Udvalget er bredt og inkluderer både danske indeksfonde, udenlandske ETF’er og Nordnets egne indeksfonde med meget lave omkostninger.
Saxo Banks månedsopsparing (AutoInvest)
Saxo Bank kom senere på banen, men deres produkt er også ganske konkurrencedygtigt. Fordelen hos Saxo er, at der ikke er noget loft for, hvor meget du kan investere pr. måned. Hos Nordnet er grænsen 50.000 kr.
Nordnet Månedsopsparing
- Større udvalg af fonde og ETF’er Mere modent og gennemtestet produkt Kan kobles til pensionskonti Nordnets egne fonde med meget lav ÅOP
Saxo Bank AutoInvest
- Intet loft for investeringsbeløb Kan kombineres med valutakonto Lavere kurtage når du sælger Bred adgang til internationale ETF’er
For de fleste investorer vil Nordnets månedsopsparing være det bedste valg på grund af det større udvalg og fleksibiliteten. Men hvis du investerer store beløb månedligt, kan Saxo Bank være interessant.
Pension og depot til mindreårige
På pensionsområdet er Nordnet den klare vinder. Saxo Bank tilbyder simpelthen ikke muligheden for at oprette pensionsopsparing.
Ratepension og aldersopsparing
Hos Nordnet kan du oprette både ratepension, aldersopsparing og livrente. Du får adgang til at investere dine pensionsmidler i det samme brede udvalg af aktier, fonde og ETF’er som på et almindeligt depot.
Grænsen for indskud på aldersopsparing i 2026 er 9.100 kr. hvis du er mellem 5 år fra folkepensionsalderen, og 58.900 kr. hvis du er tættere på. Ratepension har en grænse på 63.800 kr. i 2026.
Depot til mindreårige
Vil du investere på vegne af dit barn under 18 år, er Nordnet det eneste valg mellem de to platforme. Saxo Bank kræver, at kontohaveren er myndig.
Hos Nordnet kan du oprette et depot til mindreårige, hvor du som forælder eller værge administrerer investeringerne, indtil barnet fylder 18. Det er en god mulighed for at give dit barn en tidlig start på investeringsrejsen.
| Kontotype | Saxo Bank | Nordnet |
|---|---|---|
| Ratepension | Nej | Ja |
| Aldersopsparing | Nej | Ja |
| Livrente | Nej | Ja |
| Depot for mindreårige | Nej | Ja |
Tilgængelige børser og markeder
Begge platforme giver adgang til de store internationale børser, men der er forskelle i udvalget af mindre markeder.
Saxo Bank har generelt det bredeste udvalg med adgang til over 50 børser verden over. Det inkluderer eksotiske markeder som Hong Kong, Singapore, Tokyo, Johannesburg og flere østeuropæiske børser.
Nordnet har til gengæld bedre dækning af de nordiske småbørser som First North, Spotlight Stockmarket, Oslo Axess og NGM. Hvis du interesserer dig for mindre nordiske vækstselskaber, kan det være relevant.
For de fleste danske investorer vil begge platformes udvalg være rigeligt. Det er primært, hvis du har særlige behov for asiatiske markeder eller nordiske småbørser, at forskellen betyder noget.
Platform og brugervenlighed
Begge platforme er veldesignede og nemme at bruge, men de har forskellige tilgange.
Saxo Bank
Saxo Bank tilbyder to platforme: SaxoInvestor til den almindelige investor og SaxoTraderGO til den mere aktive trader. SaxoInvestor er enkel og overskuelig med fokus på det væsentlige. SaxoTraderGO byder på avancerede værktøjer, grafer og analysemuligheder.
Du får adgang til begge som kunde, så du kan starte med den simple version og skifte til den avancerede, når du er klar.
Nordnet
Nordnets platform er kendt for sin brugervenlighed og det sociale element via Shareville. Her kan du se, hvad andre investorer køber og sælger, følge populære investorer og dele dine egne handler.
Mobilappen hos Nordnet er særligt vellidt og giver et godt overblik over din portefølje og markederne.
For begyndere vil jeg vurdere, at Nordnet er en anelse mere tilgængelig, mens Saxo Bank tilbyder mere dybde for den erfarne investor.
Sikkerhed og skatteindberetning
Begge platforme er regulerede finansielle institutioner, og dine penge er beskyttet.
Kontante indskud er dækket af Garantiformuen med op til 100.000 EUR (ca. 745.000 kr.) per person per bank. Dine værdipapirer er dit eje og indgår ikke i bankens konkursbo – de skal udleveres til dig, hvis banken går konkurs.
Både Nordnet og Saxo Bank indberetter automatisk til SKAT. Det betyder, at dine gevinster, tab og udbytter bliver rapporteret, så du slipper for manuelt arbejde. Du skal dog stadig tjekke, at tallene er korrekte på din årsopgørelse.
Læs mere om skat på investering i min separate guide.
Renter på frie midler
Når du har kontanter stående på dit depot, får du renter. Her er Saxo Bank generelt bedre end Nordnet.
Nordnet tilbyder 0,25% i rente på deres opsparingskonto. Saxo Bank tilbyder variable renter, der typisk ligger højere og følger markedsrenten tættere.
For de fleste investorer betyder dette mindre, da målet er at have pengene investeret frem for at lade dem stå kontant. Men hvis du har større beløb parkeret midlertidigt, kan det være relevant.
eToro som alternativ
Udover Nordnet og Saxo Bank bruger jeg selv eToro til en del af mine enkeltaktier. eToro er en international platform med nogle interessante fordele.
Jeg er del af eToros Popular Investor-program, hvilket betyder, at min portefølje er offentligt tilgængelig. Du kan følge mine handler og endda vælge at kopiere min strategi automatisk via copytrading.
Fordele ved eToro
- 0% kurtage på aktier Copytrading – følg succesfulde investorer Brugervenlig platform Stort udvalg af internationale aktier
Ulemper ved eToro
- Indberetter ikke automatisk til dansk SKAT Højere spreads end traditionelle platforme Begrænsede kontoformer (ingen ASK, pension) Udtræksgebyr på 5 USD
eToro er ikke et alternativ til Nordnet eller Saxo Bank for den danske investor, der vil have fuld skatteintegration. Men som supplement kan det være interessant – særligt hvis du vil prøve kræfter med copytrading eller handle uden kurtage.
Konkret beregningseksempel
Lad os se på, hvad forskellen betyder i praksis over tid.
Antag at du investerer 50.000 kr. om året i 10 år fordelt på 12 månedlige køb i en global ETF. Du veksler til EUR én gang årligt.
Saxo Bank:
- Kurtage: 3 EUR × 12 handler = 36 EUR ≈ 270 kr./år
- Valutaveksling: 0,25% af 50.000 kr. = 125 kr./år
- Årlig omkostning: ca. 395 kr.
- Over 10 år: ca. 3.950 kr.
Nordnet:
- Kurtage: 25 kr. × 12 handler = 300 kr./år
- Valutaveksling: 0,25% af 50.000 kr. = 125 kr./år
- Årlig omkostning: ca. 425 kr.
- Over 10 år: ca. 4.250 kr.
Forskellen er omkring 300 kr. over 10 år i dette eksempel. Det er ikke voldsomt, men med større beløb eller hyppigere handler stiger besparelsen hurtigt.
Bruger du derimod Nordnets månedsopsparing med kurtagefri køb, vender billedet. Her betaler du 0 kr. i kurtage, hvilket slår Saxo Bank på dette specifikke produkt.
Min anbefaling i 2026
Efter mange års erfaring med begge platforme er min konklusion, at de fleste investorer vil have gavn af at bruge begge.
Vælg Saxo Bank til:
- Din aktiesparekonto
- Køb af udenlandske ETF’er
- Enkeltaktier (hvis du ikke bruger eToro)
- Aktiv handel hvor lav kurtage betyder mest
Vælg Nordnet til:
- Månedsopsparing i danske fonde
- Pension (ratepension, aldersopsparing)
- Depot til mindreårige børn
- Hvis du værdsætter det sociale aspekt via Shareville
Hvis du kun vil have én platform og primært investerer passivt i fonde, er Nordnets månedsopsparing svær at slå. Hvis du fokuserer på ETF’er og enkeltaktier med lave omkostninger, er Saxo Bank det bedre valg.
FAQ om Nordnet vs. Saxo Bank
Denne artikel er udelukkende til informationsformål og udgør ikke finansiel rådgivning. Investering indebærer risiko, og du kan miste hele eller dele af dit indskud. Tidligere afkast er ikke en garanti for fremtidige resultater. Artiklen indeholder affiliate links til Nordnet, Saxo Bank og eToro.


