Bitcoin brager op – Disse 3 ting satte gang i rallyet


Bitcoin, Ethereum og andre kryptovalutaer har længe ligget underdrejet. Men de sidste par dage er f.eks. Bitcoin skudt i vejret med 12%. Det skyldes ikke én enkelt nyhed. Især tre ting ramte markedet næsten samtidig onsdag. Læs om årsagerne i artiklen.
Artiklen er udgivet af vores gæsteforfatter Hans Henrik Nielsen fra MyStockScanner.
Bitcoin, Ethereum og andre kryptovalutaer har længe ligget underdrejet. Men de sidste par dage er f.eks. Bitcoin skudt i vejret med 12%. Det skyldes ikke én enkelt nyhed. Især tre ting ramte markedet næsten samtidig onsdag:
1. Et overraskende indgreb på det amerikanske obligationsmarked
2. Nye positive signaler fra Donald Trump
3. Og en bølge af investorer, der blev tvunget til at købe krypto.
I artiklen her vil vi forsøge at beskrive de tre faktorer, der har fået sat ild i krypto igen efter et år med stor nedtur.

Billedet er lavet af Hans Henrik Nielsen fra MystockScanner
Den vigtigste nyhed kom faktisk ikke fra kryptomarkedet, men fra det amerikanske obligationsmarked.
Det amerikanske finansministerium under finansminister Scott Bessent meddelte onsdag, at USA vil øge sine tilbagekøb af lange statsobligationer markant. Den maksimale størrelse på disse opkøb bliver mindst fordoblet fra 2 milliarder dollar til 4 milliarder dollar per operation for obligationer med lang løbetid. Ændringen træder i kraft 9. september.
Det lyder måske som en kedelig og nørdet teknisk detalje, men obligationsmarkedet er ekstremt vigtigt for stort set alle andre finansielle markeder.
De lange amerikanske renter har været steget kraftigt, og det har gjort investorer nervøse. Når amerikanske statsobligationer giver en høj rente, bliver det mere attraktivt at placere sine penge sikkert dér – og mindre attraktivt at tage risiko i eksempelvis aktier og krypto.
Bessents udmelding ændrede derfor hurtigt stemningen. Obligationsrenterne faldt, dollaren blev svagere, og både aktier, guld og Bitcoin steg.
For kryptoinvestorer kan man forenklet sige:
Lavere lange renter = mindre modvind for risikofyldte investeringer som krypto.
Det er dog værd at understrege, at der ikke er tale om, at den amerikanske centralbank pludselig har tændt for seddelpressen (Det man ofte kalder QE eller Quantitative Easing). Det er det amerikanske finansministerium, der ændrer størrelsen på et eksisterende program, som skal forbedre handelen og likviditeten i ældre statsobligationer. Treasury beskriver selv formålet som øget støtte til likviditeten i de lange obligationer.
Markedet reagerede altså mindst lige så meget på signalet: De amerikanske myndigheder ser ud til at være villige til at reagere, hvis de lange renter kommer for højt op. Dette har vi jo skrevet om længe, og vi har også sagt, hvorfor vi ikke mener, USA vil få nemt ved at få renterne under kontrol. Årsagerne her er jo toldkrig, Irankrig, likviditetsudpumpning og meget mere. Men det er en anden historie.
Senere onsdag kom endnu en positiv nyhed for kryptomarkedet.
Donald Trump mødtes med en række af de største navne inden for krypto og finans i Det Hvide Hus. Blandt deltagerne var ledere fra blandt andre Coinbase, Kraken, Ripple, Gemini og Robinhood samt repræsentanter fra Nasdaq og Intercontinental Exchange. Også cheferne for de amerikanske finansmyndigheder SEC og CFTC deltog.
Trump brugte mødet til igen at presse på for at få vedtaget den såkaldte ”CLARITY Act”, som skal skabe klarere regler for kryptomarkedet i USA.
For investorer er det vigtigt, fordi lovgivning og regulering i mange år har været en af de største usikkerheder omkring krypto. Hvis virksomheder ved, hvilke regler de skal følge, bliver det lettere for børser, banker og traditionelle finansielle selskaber at investere og bygge produkter omkring kryptovaluta.
Trump sagde blandt andet, at USA skal holde sig foran Kina på området. CLARITY Act er dog ikke blevet vedtaget endnu. Den står over for en vigtig procedureafstemning i Senatet den 15. september.
Så onsdagens møde ændrede ikke reglerne fra den ene dag til den anden.
Det ændrede snarere forventningerne.
Markedet fik endnu et meget synligt signal om, at den amerikanske regering ønsker at gøre USA mere kryptovenligt. Det reducerer den politiske usikkerhed, som tidligere har været en stor hæmsko for sektoren.
De to ovenstående historier kan forklare, hvorfor investorer begyndte at købe.
Men de forklarer ikke alene, hvorfor prisstigningen blev så voldsom.
Her kommer det, man kalder et ”short squeeze”, ind i billedet.
En short-position er kort fortalt et væddemål på, at prisen skal falde. Mange professionelle tradere havde positioneret sig til yderligere fald i Bitcoin og andre kryptovalutaer.
Da Bitcoin i stedet pludselig begyndte at stige kraftigt onsdag, begyndte disse positioner at give store tab.
På mange kryptobørser bliver en gearet position automatisk lukket, når tabet bliver for stort. Når en short-position bliver lukket, skal der i praksis købes Bitcoin tilbage. Det er jo det samme, som vi ser i aktier, men indenfor krypto er tingene så volatile, at børserne ikke tør tage en risiko omkring disse margin-calls, så kassen bliver bare smækket i og positionen lukkes (dvs. krypto tilbagekøbes).
Dermed opstår en kædereaktion:
Prisen stiger → short-positioner taber penge → de bliver tvunget til at købe → de ekstra køb presser prisen endnu højere → endnu flere short-positioner bliver lukket.
Under onsdagens bevægelse blev der ifølge markedsdata likvideret short-positioner for mere end 1 milliard dollar på blot omkring en time.
Det er en vigtig del af forklaringen på, hvorfor Bitcoin ikke bare steg et par procent, men nærmest eksploderede opad.
Timingen var også god.
Dagen inden havde den amerikanske SEC fremlagt et forslag, der blandt andet kan gøre det lettere for visse kryptoprojekter at rejse kapital uden at skulle igennem samme registreringsproces som traditionelle værdipapirer.
Samtidig var der begyndt at komme penge tilbage i de amerikanske Bitcoin- og Ethereum-ETF'er. Den 18. august blev der registreret nettoindbetalinger på omkring 189 millioner dollar i Bitcoin-ETF'er og 71 millioner dollar i Ethereum-ETF'er.
Med andre ord var investorerne allerede begyndt at blive mere positive. Bessents obligationsnyhed blev gnisten, og da priserne først begyndte at bevæge sig, satte short squeezet ekstra fart på.
Den vigtigste pointe er, at kryptostigningen ikke kun handler om krypto.
Bitcoin og Ethereum reagerer i stigende grad på de samme store økonomiske og politiske forhold som andre finansielle aktiver: renter, dollaren, likviditet og amerikansk regulering.
Onsdag fik markedet flere positive ting på én gang:
De lange amerikanske renter kom under pres efter Bessents udmelding.
Trump sendte endnu et klart politisk signal om støtte til kryptobranchen.
Investorer havde allerede bevæget penge tilbage mod krypto.
Og da priserne steg, blev short-sælgere tvunget til at købe og gjorde bevægelsen endnu kraftigere.
Det er også grunden til, at man bør være lidt forsigtig med at konkludere, at Bitcoin nu nødvendigvis skal direkte videre op.
En del af onsdagens stigning var nemlig teknisk og drevet af tvungne køb. Sådanne bevægelser kan gå meget hurtigt begge veje.
Til gengæld er der kommet en vigtig ændring i fortællingen omkring markedet: Hvor stigende renter og politisk usikkerhed tidligere har været kraftig modvind, fik kryptoinvestorer onsdag pludselig medvind fra begge sider.
Det skal siges i denne forbindelse, at vi på ingen måde selv investerer i krypto, og vi rører ikke ved de pumpede krypto-aktier som f.eks. MSTR m.fl. Men mange af mekanismerne i krypto er de samme som i aktier, og vi bruger jo ofte krypto som en slags risk on/off-måler. Dette er dog sat lidt ud af spil i disse dage, idet de store stigninger i krypto, i hvert fald i vores optik, ikke skyldes et reelt risk-on mode i markedet.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og hold dig opdateret med de seneste artikler og guides.
Investering
Investering
Investering
Finansiel rådgiver
Hans-Henrik Nielsen er en af Danmarks mest erfarne aktiehandlere med handelserfaring siden 1987 og 15 års undervisning af private investorer. Han har handlet igennem alle bobler, krak, bull- og bearmarkeder lige siden, og har de sidste 15 år undervist private investorer i Danmark om, hvordan man lægger en investeringsstrategi og holder den. Til dagligt driver han MyStockScanner.com.