
Når du skal investere, handler det om meget mere end blot hvad du investerer i — det handler også om hvor du investerer det. Den platform, du vælger, påvirker dine omkostninger, fleksibilitet, adgang til investeringsprodukter, støtte til skat og rapportering, og ikke mindst hvor nemt det er at komme i gang og styre dine investeringer løbende. En dårlig platform kan betyde høje skjulte omkostninger, dårlig støtte når du har spørgsmål, eller at du ikke får adgang til de investeringsprodukter, som passer dig bedst.
Derfor er valg af investeringsplatform et strategisk valg. Det er ikke bare et depot, men en del af din samlede investeringsinfrastruktur — og det bør vælges med omtanke.
Hvad bør du overveje før du vælger
Før du blot åbner den første og bedste platform, er det vigtigt at stille dig selv nogle centrale spørgsmål. Din platform skal matche din investeringsstil, dine mål og hvor meget tid og interesse du vil lægge.
Nogle af de vigtigste overvejelser er:
- Gebyrer og kurtage: Hvor meget skal du betale hver gang du handler? Hvor stor er minimumsgebyret? Hvad koster det at have depotet?
- Produktsortiment: Har platformen adgang til de aktier, fonde, ETF’er eller investeringsforeninger, du ønsker? Kan du investere globalt?
- Brugervenlighed og support: Er platformen nem at bruge? Er der en dansk brugerflade og god kundeservice?
- Skat og rapportering: Hvordan understøttes skat for dig som dansk investor? Virker platformen med dine skatteforhold (fx aktiesparekonto, almindeligt depot)?
- Automatisering og løsninger til løbende investering: Kan du automatisk investere regelmæssigt? Er der automatiske løsninger (f.eks. månedsopsparing)?
- Sikkerhed og regulering: Er platformen reguleret i EU? Hvad siger indskudsgaranti og investorbeskyttelse?
- Fleksibilitet og fremtid: Kan du senere ændre strategi, vælge andre produkter, eller flytte dine midler uden vanskeligheder?
Ved at have styr på disse parametre, kan du bedre sammenligne platforme og vælge den, der passer til dig. Men du skal huske, at vi alle er forskellige og vi kan derfor ikke sige noget om, hvad du vægter højest. For nogen er det vigtigste, at de kan tage et fysisk møde med en investeringsrådgiver, og her skal du som udgangspunkt have fat i de traditionelle banker. Her er omkostningerne langt højere, men for nogen er den tryghed det hele værd.
Jeg har personligt arbejdet i netop Nordea, hvor jeg sad som Execution Only, som betyder at jeg sad og hjalp bankens kunder med køb og salg af aktier over telefon. De kunne gøre det billigt i netbank selv, men dem der benyttede min service var ligeglad med, at de betalte langt mere.
De ønskede ikke adgang til internet, og selv at skulle navigere rundt og risikere fejl. De var vant til, at de bare ringede direkte ind og fortalte hvad de ville købe og antal. Så jeg har oplevet både den dyre løsning som ansat, men personligt selv gået andre veje og valgt at fokusere på lave omkostninger og bredt udvalg.
Sådan ser de typiske danske platforme ud
Lad os se nærmere på tre af de mest omtale platforme for danske investorer — Nordnet, Saxo og eToro — og hvad de typisk tilbyder. Det er nemlig forskelle på de forskellige online platforme, og hvad de tilbyder dig som kunde.
Nordnet
Nordnet er en nordisk online platform, populær blandt private investorer i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Den er ofte rost for at være brugervenlig og velegnet til at komme i gang hurtigt.
Fordele ved Nordnet kan være lavere kurtage og et godt udbud af indexfonde/ETF’er, som passer godt til langsigtet investering. Samtidig er brugerfladen rimelig enkel for begyndere.
Hos Nordnet tilbyder de også mulighed for både Aktiesparekonto og Månedsopsparing. Månedsopsparing kan opsættes 100% automatisk, så du hver d.8 i måneden investerer et fast beløb uden kurtage. Det er en fremragende måde at komme i gang med investering som ny, da du undgår at omkostninger æder din investering op.
Ulemper kan være, at nogle avancerede investeringsprodukter eller internationale markeder har lidt højere omkostninger, eller at valutaveksling mv. bliver lidt dyrere, når du handler udenfor Nordiske markeder.
Saxo
Saxo er en mere omfattende platform med bred adgang til globale markeder, mange investeringsprodukter og avancerede værktøjer. For dig som måske vil have mere end bare køb/vælg indeksfond, kan Saxo være attraktiv.
Fordelen ved Saxo er netop fleksibilitet og dybde — du får adgang til mange børser, mange aktivtyper, og avanceret research. Ulempen er, at omkostningerne kan være højere, og at platformen kræver lidt mere investeringstid for at bruges optimalt. Men de optimerer løbende, og har nogen af de absolut laveste omkostninger på køb af Amerikanske aktier, hvor Nordnet og traditionelle banker slet ikke kan følge med.
eToro
eToro er som platform ofte omtalt som mere social og let at komme i gang med — især for dem der vil have en mere simpel grænseflade eller måske endda copy‑trading (kopiere andre investorers handler). For nybegyndere kan det være en indgang til investering på en mere lavpraktisk måde.
Men det er vigtigt at være opmærksom på, at eToro måske ikke altid dækker danske skattemæssige forhold lige så gnidningsfrit, og nogle avancerede investeringsprodukter eller depottyper, som Aktiesparekonto, ikke er en mulighed. De indberetter heller ikke direkte til Skat hvert år, men du kan nemt trække en rapport, som kan uploades direkte inde på Skat.dk
Sammenligning og hvad der typisk gør forskellen
Når du sidder med flere platformvalg foran dig, handler det om at sammenligne dem konkret ud fra dine kriterier. Her er nogle typiske forskelle, som ofte gør udslaget:
- Minimumsbeløb og kurtage: Nogle platforme kræver større minimumsbeløb eller har minimumsgebyr pr handel. Hvis du investerer små beløb månedligt, så er det vigtigt, at minimumsgebyret ikke sluger din handel.
- Valuta og udenlandske aktier: Hvis du handler udenlandske aktier eller ETF’er, kan valutaveksling blive en skjult omkostning. En platform, der tilbyder rimelig valutaveksling og tydelighed om dette, er en fordel.
- Depottype og skat: I Danmark kan du have fx aktiesparekontoen (med lav skat på gevinst) eller almindeligt depot. Platformens understøttelse af disse kan være afgørende. Fx at platformen kan håndtere indberetning korrekt til SKAT.
- Automatisering og løbende investering: Har du ikke tid eller lyst til at kigge på markeder dagligt, så kan det være guld værd at vælge en platform med månedsopsparing/automatisk investering.
- Support og sprog: Hvis du ønsker dansk support eller nem betjening, så vælg en platform, der har god brugeroplevelse på dansk — især hvis du er ny investor.
- Udvalg af produkter: Hvis du kun vil købe brede indeksfonde eller ETF’er, så skal udvalget være godt og omkostninger lave. Hvis du vil handle mere avanceret (optioner, udenlandske markeder, avanceret analyse), så kræver det en anden platform.
Det handler ikke om at finde den bedste platform generelt — men den bedste platform for dig. Du skal være opmærksom på, at børneopsparing kun kan laves i bankerne. Så skal du investere penge til gavn for dit barn, så tag fat i din bankrådgiver, der kan hjælpe dig. Overvej også om du primært køber danske aktier, eller om du gerne vil have instrumenter i forskellige valutaer, for så er det meget dyrt i din lokale bank. Her bør du i stedet tjekke Nordnet, Saxo Bank og eToro, og finde den der passer til dig.
Hvilken platform passer til hvilken type investor?
Du kan tænke på det som et spørgsmål om din profil: Hvor meget tid vil du bruge, hvilken risikotolerance har du, og hvad er dit mål?
- Hvis du er ny investor, vil bruge relativt små beløb månedligt, og ønsker enkelhed og lave omkostninger: Kan en platform som Nordnet være rigtig god.
- Hvis du har lidt mere erfaring, måske ønsker adgang til mange markeder, og er ok med at betale lidt ekstra for fleksibilitet og værktøjer: Så er Saxo et oplagt valg.
- Hvis du gerne vil investere, men mangler viden selv, så ønsker du måske at kopiere andre investorer og bruge en enklere app‑oplevelse: eToro kan være et indgangsvalg — men vær opmærksom på skattemæssige forhold og at det passer til din strategi.
Personligt startede jeg min investeringsrejse i januar 2015, her startede jeg ud i min lokale bank. Men fandt hurtigt ud af, at deres investeringsside var langsom og forældet, og omkostningerne alt for høje. Så jeg oprettede Nordnet og Saxo Bank og brugt dem lige siden. Jeg har primært brugt Nordnet til køb af langsigtet fonde, og månedsopsparing. Saxo Bank har jeg brugt til køb af enkeltaktier og Aktiesparekonto, da deres omkostninger var / er laveste på markedet af de to.
I 2025 tilføjede jeg så eToro, hvor jeg er gået hen og blevet meget glad for Copy-trading. Her er jeg selv blevet populær investor, så man kan følge min portefølje 1:1 med 0 kr. i kurtage på næsten alle instrumenter, og hvor det kører 100% automatisk.
Praktiske skridt til at vælge og komme i gang
Når du skal vælge en investeringsplatform, er det en god idé at gribe processen struktureret an – især hvis du er ny i investeringsverdenen. Det første du bør gøre, er at være helt klar over dine egne mål. Spørg dig selv, hvor ofte du regner med at investere, hvor store beløb det drejer sig om, og hvor lang en tidshorisont, du har i tankerne. Det er nemlig disse faktorer, der i høj grad afgør, hvilken platform der passer bedst til dig.
Dernæst kan du begynde at undersøge markedet. Udarbejd gerne en lille liste over de platforme, du overvejer – fx Nordnet, SaxoInvestor, eToro eller måske din egen bank. Kig på deres handelsomkostninger, også kaldet kurtage, og vær opmærksom på eventuelle skjulte gebyrer. Nogle platforme har minimumsbeløb, du skal handle for, og det kan være afgørende, hvis du planlægger at starte med mindre beløb ad gangen.
Det er også vigtigt at tjekke, hvilke depottype platformen understøtter. Ønsker du at investere via en Aktiesparekonto, skal du sikre dig, at platformen tilbyder den mulighed. Samtidig bør du undersøge, om platformen automatisk indberetter dine handler og afkast til SKAT – for hvis ikke, pålægges du selv at gøre det manuelt, hvilket kan være bøvlet.
Handler du med udenlandske aktier eller ETF’er, bør du tage højde for valutavekslingsomkostninger. Her er det relevant at undersøge, hvilke markeder og produkter platformen giver adgang til, og om der pålægges tillægsgebyrer ved veksling mellem fx euro og danske kroner. Små procenter i vekselgebyrer kan over tid koste dig dyrt.
Et andet aspekt, du ikke bør undervurdere, er selve brugeroplevelsen. En platform kan være billig og funktionel, men hvis appen eller webversionen er uoverskuelig eller frustrerende at bruge, bliver det hurtigt en barriere. Det kan være en god idé at downloade platformens app eller logge ind på hjemmesiden og blot klikke lidt rundt – mange steder kan du oprette en konto og kigge indenfor uden at skulle investere penge med det samme.
For nogle investorer – særligt dem, der ønsker at investere passivt – kan det også være værd at undersøge, om platformen tilbyder automatisk investering. Nogle platforme har nemlig månedsopsparinger, hvor du automatisk kan investere et fast beløb hver måned i fx fonde eller ETF’er. Det kan være en rigtig god måde at sikre kontinuitet og spare tid på.
Når du har gjort dine overvejelser og har fundet den platform, der matcher dine behov bedst, er det bare at komme i gang. Det er helt normalt kun at vælge én platform i starten – og mange skifter platform senere hen, hvis deres behov ændrer sig. Dog skal man være opmærksom på, at det kan tage tid og koste penge at flytte aktier og fonde mellem platforme.
Efter du har åbnet din konto og investeret dine første penge, er det en god idé løbende at holde øje med omkostninger og gebyrer. Små procentvise forskelle i handelsomkostninger, depotgebyrer og valutagebyrer kan over tid æde en betydelig del af dit afkast – særligt hvis du handler hyppigt. Derfor betaler det sig altid at være opmærksom, selv efter du er kommet godt i gang.
Min anbefaling til danske investorer
Som konklusion vil jeg anbefale følgende: Hvis du er ny eller relativt uerfaren og ønsker en langsigtet strategi med lav kompleksitet, så vælg en platform som Nordnet. Den giver god balance mellem omkostninger, brugervenlighed og udvalget, og den passer godt til køb og hold-strategi.
Hvis du derimod har erfaring, vil have adgang til mange markeder, eller ønsker at gøre mere aktivt, så kan Saxo være det rette valg.
Hvis du simpelthen vil have en lav‑barriere start, måske først vil prøve det af, kunne eToro være spændende — men gør dig selv den tjeneste at undersøge skatteforhold og platformens begrænsninger.
Uanset hvilken du vælger: Gør dig klart, at platformen er kun ét led i din strategi — det vigtigste er, hvad du investerer i, hvordan du fordeler over tid og hvor længe du holder fast.


