
Indholdsfortegnelse
- Hvad er en udbytteaktie?
- Hvorfor vælge udbytteaktier?
- Sådan virker udbytte
- Falder kursen, når jeg modtager udbytte?
- Hvor og hvornår udbetales udbytter?
- Er en fond en god udbytteaktie?
- Kan man leve af udbytte?
- Skal jeg vælge udbytteaktier fra ind- eller udland?
- Hvilket type depot skal jeg vælge?
- Sådan kommer du i gang med udbytteaktier
- Konklusion
Drømmer du om at få penge ind på kontoen uden at løfte en finger? Så er udbytteaktier måske noget for dig. Udbytteaktier giver dig nemlig mulighed for at opbygge en passiv indkomst, hvor du som investor løbende får udbetalt en del af virksomhedens overskud – helt automatisk.
I denne artikel får du en komplet introduktion til, hvordan du kommer i gang med udbytteaktier, hvad du skal være opmærksom på, og hvordan du kan bruge strategien til at opbygge økonomisk frihed over tid.
Hvad er en udbytteaktie?
En udbytteaktie er en aktie i en virksomhed, som betaler en del af sit overskud til aktionærerne – typisk som kontanter. Det sker én eller flere gange om året, afhængigt af virksomhedens udbyttepolitik.
Ved at eje aktien får du ret til en del af udbyttet – altså en slags “løn” for at være medejer. Det er en af de mest tilgængelige og populære måder at skabe passiv indkomst på. Du skal dog være opmærksom på, at når der udbetales udbytte, så falder aktiekursen typisk tilsvarende i værdi. Så udbyttet fratrækkes fra aktiekursen, hvilket giver god værdi.
Så lad os tage Novo Nordisk som eksempel, og sige at de har en markedsværdi på 700 milliarder kroner. Udbetaler de så udbytte på 5%, så svarer det til, at de sender 35 milliarder ud til aktionærernes bankkonto. Når dette sker, så vil værdien af selskabet, dermed også falde til 665 millarder, og derfor vil aktiekursen dykke, da antallet af aktier er det samme. Der kan dog ske nyheder eller andet, som gør at aktiekursen ikke falder, eller i få tilfælde endda stiger. Men det vil så være nyhedspræget.
Hvorfor vælge udbytteaktier?
Udbytteaktier er særligt attraktive for investorer, der ønsker stabilitet og regelmæssigt cashflow fremfor spekulation i kortsigtede kursgevinster. Jeg vil herunder gennemgå både fordele og ulemper for netop udbytteaktier:
Fordelene:
- Passiv indkomst uden salg af aktier
- Typisk lavere volatilitet end vækstaktier
- Kan geninvesteres og vokse via rentes rente
- Gode til langsigtet opsparing – fx til pension
Ulemper:
- Lavere vækstpotentiale sammenlignet med vækstaktier
- Udbyttet er ikke garanteret og kan sænkes eller fjernes
- Kursen falder typisk på X-dagen (mere om det nedenfor)
- Du betaler skat af udbyttet – hvert år
Personligt er jeg ikke den store fan af udbytteaktier, og det er fordi jeg hellere vil investere i akkumulerende fonde hvor alt udbytte automatisk geninvesteret. Grunden til dette skyldes, at jeg holder hele min investering aktiv. Nogen fonde eller enkeltaktier betaler høje udbytteprocenter, endda flere på 20% eller mere. Men har du 100.000 kr. investeret og får 20.000 kr. i udbytte, så betaler du 27% i aktieskat, fremfor hvis de forblev investeret.
Havde du i stedet en million investeret og fik udbetalt 20% udbytte, så ville du få 200.000 kr. udbetalt, men ville betale 27% skat op til 67.500 kr. (2025) og derefter 42% fra 67.501 og op til 200.000 kr. og er dit mål langsigtet investering, hvor du ikke skal bruge pengene her og nu, så har du pludselig forringet din rentes rente effekt meget. Der er fordele og ulemper ved begge dele, og jeg kan godt forstå dem, der bygger en udbytteportefølje med målet om, at den skal kunne finansiere f.eks. madbudget, dernæst huslejen og på sigt at man kan leve 100% af sine udbyttebetalinger.
Sådan virker udbytte
Hvis du ejer 100 aktier i en virksomhed, der udbetaler 10 kr. i udbytte pr. aktie, får du 1.000 kr. udbetalt direkte til din konto – helt automatisk. Det beløb kan du enten bruge, lade stå eller geninvestere. Du skal dog være opmærksom på skattebetalingen på 27%, da den ikke trækkes automatisk. Bruger du investeringsplatforme som Nordnet eller Saxo Bank, så indberetter de helt automatisk til Skat for dig.
Bruger du i stedet eToro eller andre udenlandske investeringsplatforme, som er fuldt ud godkendte. så skal du i mange tilfælde selv stå for indberetningen. Det kan derfor være en fordel at vælge en investeringsplatform, der passer til netop dig. eToro og andre har mange fede features og meget lave omkostninger, men laver du 1000 handler om året, er det måske meget rart ikke at skulle bogføre og indberette dem selv. Men laver du en langsigtet udbytteportefølje, så kan du vælge den, som du synes bedst om.
Hvilken skat betaler jeg af udbytte?
I Danmark beskattes udbytte som aktieindkomst. Skatten afhænger af dit samlede afkast i løbet af året:
- 27 % i skat op til 67.500 kr. (2025)
- 42 % for beløb derover
Har du aktier på en aktiesparekonto, beskattes dit afkast inkl. udbytte i stedet med en fast 17 % (lagerbeskatning). Du skal dog være opmærksom på, at ikke alle aktier kan købes på aktiesparekontoen. Er du i tvivl om, hvilket depot du skal vælge, så vil jeg anbefale at få rådgivning af en professionel hos din egen bank.
Falder kursen, når jeg modtager udbytte?
X-dag er den dag som afgører, om du er berettiget til udbytte. I 2025 var X-dag for Novo Nordisk 28. marts, hvilket betyder, at hvis du ejede aktierne før og indtil X-Dag, så er du berettiget til udbytte, selvom du sælger dem d.29 marts. Men køber du først aktierne d.29 marts eller senere, så er du ikke berettiget til udbytte i det pågældende år. Så det er vigtigt at være opmærksom på dette. Nogen selskaber betaler udbytter flere gange årligt, mens andre kun gør en gang årligt, eller slet ikke udbetaler.
Ja. På den såkaldte X-dag (ex-dividend date) falder aktiens kurs typisk med udbyttebeløbet. Det skyldes, at nye købere efter denne dato ikke længere har krav på den aktuelle udbyttebetaling. Man siger normalt, at marts/april er stor udbytte periode, det er typisk altid her, at de selskaber der udbetaler et stort årligt udbytter laver betalingen. Så når du kigger på aktiekurserne i den perioder og ser store fald, så tjek lige om det skyldes X-dag for det pågældende selskab.
Eksempel: Hvis en aktie udbetaler 5 kr. i udbytte, falder kursen ofte med ca. 5 kr. på X-dagen.
Dette betyder, at udbyttet i praksis er en forskydning mellem værdi i kurs og kontanter – ikke en “gratis gevinst”. Men det giver dig mulighed for at geninvestere kontanterne aktivt og dermed potentielt opnå bedre afkast over tid.
Hvor og hvornår udbetales udbytter?
Udbytter udbetales direkte til din konto hos den bank eller investeringsplatform, hvor du ejer aktierne (fx Nordnet eller SaxoInvestor).
Udbetalingstidspunktet varierer:
- Amerikanske aktier: typisk kvartalsvis
- Europæiske aktier: ofte årligt eller halvårligt
- REITs (ejendomsselskaber) og udbytte-ETF’er: nogle udbetaler hver måned
Du kan se udbetalingsdato og beløb i din porteføljeoversigt eller selskabets investorinformation. Er du i tvivl, kan du også lave en hurtig Google søgning på, hvornår X-dag er, samt hvornår selskabet udbetaler udbytte. Disse informationer er frit tilgængelige, da aktieselskaber har pligt til at oplyse sine investorer om dette.
Er en fond en god udbytteaktie?
Ja, du kan også investere i investeringsfonde eller ETF’er, der fokuserer på udbytte. Det er oplagt, hvis du ønsker:
- Automatisk spredning på mange selskaber
- Mindre administration
- Månedlig eller kvartalsvis udbetaling
Eksempler:
- Vanguard High Dividend Yield ETF (VYM)
- iShares Select Dividend ETF (DVY)
- SPDR S&P Global Dividend ETF (WDIV)
Vær opmærksom på, at nogle fonde er akkumulerende – de geninvesterer automatisk udbyttet, hvilket kan være fordelagtigt skattemæssigt for visse investorer. Du vil typisk kunne se tegnene AKK, hvis fonden er akkumulerende. Du skal tidligt vurdere, hvad der giver mest mening for dig, har du brug for løbende at få penge ud, så er udbytteaktier en god ide. Men er du mere til langsigtet investering og vil optimere rentes rente effekt, så kan AKK være det bedste for dig.
Kan man leve af udbytte?
Ja, det kan du – men det kræver tålmodighed, disciplin og kapital.
Et eksempel: Hvis du vil have 100.000 kr. om året i passiv indkomst og dine aktier i gennemsnit giver 4 % i udbytte, skal du have ca. 2,5 mio. kr. investeret.
De fleste starter i det små og geninvesterer udbyttet år efter år. Så husk at sætte dig målsætninger, som er realistiske så du kan opnå dem. Sig til dig selv, at de første 12 måneder vil du gerne få nok i udbytte til at dække 1000 kr. i udgifter, derefter kan det måske være, at du gerne vil dække 5000 kr. og stille og roligt kan du opjustere. Det handler også meget om, hvor meget du kan smide i startkapital.
Samtidig vil løbende opkøb være en god ide, hvis du f.eks. kan undvære 1000 kr. hver måned i din privatøkonomi, så køb op løbende i udbytteaktier eller fonde, og se din investering stige måned for måned. Dem der får udbetalt nok udbytte til at leve fuldtid af det, er ikke noget de bare har gjort henover natten. Investering er et marathon, og du skal have de langsigtet briller på, men samtidig huske realistiske og målbare målsætninger.
Skal jeg vælge udbytteaktier fra ind- eller udland?
Danske aktier har lavere friktion, nemmere skattehåndtering og ingen tilbageholdt udbytteskat. Men de tilbyder ofte lavere udbytter og mindre diversificering.
Udenlandske aktier (fx USA og UK) tilbyder ofte højere udbytter og flere valgmuligheder, men her skal du:
- Betale kildeskat i udlandet (typisk 15 %)
- Indberette udbyttet korrekt på din årsopgørelse
- Overveje valutarisiko
Hvis du investerer gennem Nordnet eller Saxo, hjælper de som regel med automatisk skatteindberetning og kan ofte søge refusion af for meget betalt udbytteskat. Vigtigst af alt, sørg for at sætte dig ind i reglerne så du ikke snyder dig selv for refusion eller andre beløber du er berettiget til.
Hvilket type depot skal jeg vælge?
Du kan eje udbytteaktier på forskellige kontotyper:
- Almindelig aktiedepot: Realisationsbeskatning – skat betales kun ved salg.
- Aktiesparekonto: Lagerbeskatning – 17 % skat årligt af gevinster, inkl. udbytte.
- Pensionsdepot (aldersopsparing / ratepension): Ingen løbende skat, men begrænset adgang og regler for udbetaling.
Personligt ville jeg nok vælge et almindeligt aktiedepot til udbytteaktier, da der er mange flere kringlet regler på de andre du skal være opmærksom på. Aktiesparekonto er dog lagerbeskattet og betales årligt, så for nogen kan det give mening med løbende udbytter til at betale skatten.
Anbefaling:
- Aktiesparekonto – god til begyndere pga. lav skat
- Almindeligt depot – fleksibel, især til større summer
- Pensionsdepot – velegnet til langsigtet investering (du betaler PAL-skat i stedet)
Sådan kommer du i gang med udbytteaktier
- Vælg en handelsplatform (fx Nordnet eller SaxoInvestor)
- Undersøg selskaber med stabil udbyttepolitik
- Start småt og spred din risiko
- Overvej fonde/ETF’er, hvis du vil have bred eksponering
- Geninvester udbyttet – og se effekten over tid
Konklusion
Udbytteaktier er en fremragende strategi til dig, der ønsker en stabil, forudsigelig og voksende passiv indkomst. De kan bruges som supplement til din løn, pension – eller på sigt, som en vej til økonomisk frihed. Du skal dog være bevidst om skat, depotvalg og risici. Men med tålmodighed og disciplin kan du bygge en portefølje, der sender penge direkte ind på din konto – år efter år.
Men vigtigst af alt, så handler det om at komme i gang så tidligt som muligt. Tag Coca Cola som eksempel. De er det man kalder “Dividend Kings” Det betyder at de har haft stigende udbytter i mere end 50 år. Udbytter betales i %, så lad os sige, at de udbetaler 5% årligt, men du har købt dem for 10 år siden, så kan de 5% måske svare til 50-100% for din investering, netop fordi du har købt til en langt lavere kurs.
Tiden du er investeret i markedet, vil på den lange bane altid slå forsøget på at købe på det rette tidspunkt. Det bedste tidspunkt at starte sin portefølje var i går, og næstbedste tidspunkt er i dag. Men sørg for at læse op på tingene, eller rådføre dig med din bankrådgiver. Ellers vil jeg bare ønske dig held og lykke med din udbytteportefølje.


